Historiefortælling som et middel til fredsuddannelse: Interkulturel dialog i det sydlige Thailand

Abstract:

Denne artikel relaterer sig til min feltforskning fra 2009, der fokuserede på brugen af ​​fredshistoriefortælling som et medium til transformativ læring af fredsundervisning. Forskningen var rettet mod at fremme social forsoning og interkulturel dialog mellem unge thai-buddhister og malaysiske muslimer i den igangværende intra-statslige etno-religiøse konflikt i det sydlige Thailand. Senehi (2002) hævder, at historiefortælling er et instrument til socialisering og uddannelse. Dette ses som nøglen til konflikttransformation og fredsopbygning ved at motivere mennesker til at gennemgå selvtransformation. Min undersøgelse var baseret på teoretiske rammer for fredsuddannelse og konflikttransformation, der søger at fremme konstruktivt fredsengagement gennem ikke-voldelige tilgange, der tager fat på store spørgsmål og øger forståelse, lighed og respekt i relationer (Lederach, 2003). Gennem interviews og fokusgruppesessioner samt kunstworkshops med unge fra modstridende parter viser casestudiet, at fredsundervisning gennem historiefortælling kan bruges som et værktøj til narrativ sandhedsfortælling, rettet mod at genoprette interpersonelle relationer, helbrede traumatiske erfaringer og fremme social sameksistens. Denne metode kan fremme interkulturel og interreligiøs dialog. Yderligere kan det bidrage til udviklingen af ​​en fredskultur, hvor praksis med fredsfortælling med et medlem fra 'den anden' gruppe kan tolkes som et ønske om at forkynde de "uhørte" stemmer og følelser, der skal deles med 'den anden' gruppe. Andet'. Det forbinder med praksisen med aktiv lytning for at overvinde fordomme, hvilket fører til den transformative læringsproces. Gennem brug af storytelling fik deltagerne i undersøgelsen mulighed for at dele deres levede erfaringer, bekræfte hinanden og internalisere nye muligheder for at udtrykke og arbejde gennem både bevidste og fortrængte tanker og følelser sammen. Processen bidrog til deltagernes potentiale til at transformere en voldskultur til en fredskultur. Fredsfortælling kan derfor ses som et apparat til konflikttransformation og fredsuddannelse, såvel som en kunsthandling, der kan føre til ikke-voldelige sociale forandringer i et samfund opdelt på etno-religiøse linjer.

Læs eller download hele papiret:

Anjarwati, Erna; Trimble, Allison (2014. Storytelling as a Means for Peace Education: Intercultural Dialogue in Southern Thailand

Journal of Living Together, 1 (1), s. 45-52, 2014, ISSN: 2373-6615 (Print); 2373-6631 (online).

@Artikel{Anjarwati2014
Titel = {Storytelling as a Means for Peace Education: Intercultural Dialogue in Southern Thailand}
Forfatter = {Erna Anjarwati og Allison Trimble}
Webadresse = {https://icermediation.org/intercultural-dialogue-in-southern-thailand/}
ISSN = {2373-6615 (Udskriv); 2373-6631 (online)}
År = {2014}
Dato = {2014-09-18}
IssueTitle = {Religion og etnicitets rolle i nutidige konflikter: relaterede nye taktikker, strategier og metoder til mægling og løsning}
Journal = {Journal of Living Together}
Volumen = {1}
Tal = {1}
Sider = {45-52}
Udgiver = {International Center for Ethno-Religious Mediation}
Adresse = {Mount Vernon, New York}
Udgave = {2014}.

Del

Relaterede artikler

Konvertering til islam og etnisk nationalisme i Malaysia

Denne artikel er en del af et større forskningsprojekt, der fokuserer på fremkomsten af ​​etnisk malaysisk nationalisme og overherredømme i Malaysia. Mens fremkomsten af ​​etnisk malaysisk nationalisme kan tilskrives forskellige faktorer, fokuserer dette papir specifikt på den islamiske konverteringslov i Malaysia, og hvorvidt den har forstærket følelsen af ​​etnisk malaysisk overherredømme. Malaysia er et multietnisk og multireligiøst land, som fik sin uafhængighed i 1957 fra briterne. Malayerne, som er den største etniske gruppe, har altid betragtet religionen islam som en del af deres identitet, som adskiller dem fra andre etniske grupper, der blev bragt ind i landet under det britiske kolonistyre. Mens islam er den officielle religion, tillader forfatningen, at andre religioner praktiseres fredeligt af ikke-malaysiske malaysere, nemlig de etniske kinesere og indere. Den islamiske lov, der styrer muslimske ægteskaber i Malaysia, har dog påbudt, at ikke-muslimer skal konvertere til islam, hvis de ønsker at gifte sig med muslimer. I dette papir argumenterer jeg for, at den islamiske konverteringslov er blevet brugt som et værktøj til at styrke følelsen af ​​etnisk malaysisk nationalisme i Malaysia. Foreløbige data blev indsamlet baseret på interviews med malaysiske muslimer, der er gift med ikke-malaysere. Resultaterne har vist, at flertallet af malaysiske interviewpersoner anser konvertering til islam som bydende nødvendigt, som krævet af den islamiske religion og statsloven. Derudover ser de heller ingen grund til, at ikke-malaysere ville gøre indsigelse mod at konvertere til islam, da børnene ved ægteskab automatisk vil blive betragtet som malaysere i henhold til forfatningen, som også kommer med status og privilegier. Synspunkter på ikke-malaysere, der er konverteret til islam, var baseret på sekundære interviews, som er blevet udført af andre lærde. Da det at være muslim er forbundet med at være malaysisk, føler mange ikke-malaysere, der konverterede, sig frataget deres følelse af religiøs og etnisk identitet og føler sig presset til at omfavne den etniske malaysiske kultur. Selvom det kan være vanskeligt at ændre konverteringsloven, kan åbne tværreligiøse dialoger i skoler og i den offentlige sektor være det første skridt til at tackle dette problem.

Del

Religioner i Igboland: Diversificering, relevans og tilhørsforhold

Religion er et af de socioøkonomiske fænomener med ubestridelig indvirkning på menneskeheden overalt i verden. Hvor hellig det end ser ud, er religion ikke kun vigtig for forståelsen af ​​eksistensen af ​​enhver oprindelig befolkning, men har også politisk relevans i interetniske og udviklingsmæssige sammenhænge. Historiske og etnografiske beviser på forskellige manifestationer og nomenklaturer af fænomenet religion er i overflod. Igbo-nationen i det sydlige Nigeria, på begge sider af Niger-floden, er en af ​​de største sorte iværksætterkulturgrupper i Afrika, med umiskendelig religiøs glød, der implicerer bæredygtig udvikling og interetniske interaktioner inden for dets traditionelle grænser. Men det religiøse landskab i Igboland er i konstant forandring. Indtil 1840 var Igboens dominerende religion(er) indfødt eller traditionel. Mindre end to årtier senere, da kristen missionsaktivitet begyndte i området, blev en ny kraft sluppet løs, som til sidst ville omkonfigurere områdets oprindelige religiøse landskab. Kristendommen voksede til at dværge sidstnævntes dominans. Før XNUMX-året for kristendommen i Igboland opstod islam og andre mindre hegemoniske trosretninger for at konkurrere mod oprindelige Igbo-religioner og kristendom. Dette papir sporer den religiøse diversificering og dens funktionelle relevans for harmonisk udvikling i Igboland. Det trækker sine data fra publicerede værker, interviews og artefakter. Den hævder, at efterhånden som nye religioner dukker op, vil det religiøse Igbo-landskab fortsætte med at diversificere og/eller tilpasse sig, enten for inklusivitet eller eksklusivitet blandt de eksisterende og nye religioner, for Igboens overlevelse.

Del

Opbygning af modstandsdygtige fællesskaber: Børnefokuserede ansvarlighedsmekanismer for yazidi-samfund efter folkemord (2014)

Denne undersøgelse fokuserer på to veje, gennem hvilke ansvarlighedsmekanismer kan forfølges i det yazidiske samfund efter folkedrabets æra: retslige og ikke-retlige. Transitional retfærdighed er en enestående post-krise mulighed for at støtte overgangen af ​​et fællesskab og fremme en følelse af modstandskraft og håb gennem en strategisk, multidimensionel støtte. Der er ingen 'one size fits all'-tilgang i disse typer processer, og dette papir tager højde for en række væsentlige faktorer i etableringen af ​​grundlaget for en effektiv tilgang til ikke kun at holde Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL) medlemmer ansvarlige for deres forbrydelser mod menneskeheden, men for at give Yazidi-medlemmer, især børn, mulighed for at genvinde en følelse af selvstændighed og sikkerhed. I den forbindelse opstiller forskere de internationale standarder for børns menneskerettighedsforpligtelser, og specificerer, hvilke der er relevante i den irakiske og kurdiske sammenhæng. Derefter, ved at analysere erfaringer fra casestudier af lignende scenarier i Sierra Leone og Liberia, anbefaler undersøgelsen tværfaglige ansvarlighedsmekanismer, der er centreret omkring at opmuntre børns deltagelse og beskyttelse i den yazidiske kontekst. Der tilbydes specifikke veje, hvorigennem børn kan og bør deltage. Interviews i irakisk Kurdistan med syv børn, der overlevede ISIL-fangenskab, gav mulighed for førstehåndsberetninger til at informere om de nuværende huller i at passe deres behov efter fangenskab, og førte til oprettelsen af ​​ISIL-militante profiler, der forbinder påståede skyldige med specifikke overtrædelser af international lov. Disse vidnesbyrd giver et unikt indblik i den unge yazidi-overlevende oplevelse, og når de analyseres i de bredere religiøse, samfundsmæssige og regionale sammenhænge, ​​giver de klarhed i holistiske næste skridt. Forskere håber at formidle en følelse af, at det haster med at etablere effektive overgangsretfærdighedsmekanismer for det yazidiske samfund, og opfordrer specifikke aktører såvel som det internationale samfund til at udnytte universel jurisdiktion og fremme etableringen af ​​en sandheds- og forsoningskommission (TRC) som en ikke-straffende måde at ære yazidiers oplevelser, alt imens man ærer barnets oplevelse.

Del